Oplev Anna til kapsejlads

Aalekvasen Anna har, gennem en årrække, deltaget i forskellige kapsejladser landet over. De seneste 4 år har Anna deltaget i Fyn Rundt for bevaringsværdige sejlskibe. Kapsejladsen finder sted hvert år i uge 30, hvor 40-50 velbevarede sejlskibe konkurrerer rundt i det sydfynske øhav. Kapsejladsens etaper går hver dag til en ny havn og nysgerrige tilskuere kan opleve de mange skibe både til vands og i havn. I hver havn findes også madboder og aktiviteter i byrummet, som gør kapsejladsen til en folkefest. Ugen afsluttes med prisoverrækkelser og festmiddag for alle de sejlende i Svendborg.
Aalekvasen Anna har igen i år planer om at deltage i Fyn Rundt 2025, og i år går en helt særlig start fra Vejle. Det skyldes, at det i år er 125 år siden, at det gode skib Martha havde stabelafløbning i netop Vejle og det skal fejres og markeres med et startskud netop her. Kapsejladsen er en unik mulighed for at opleve Aalekvasen Anna og mange andre historiske sejlskibe.
Alle er velkomne til at besøge havnene og opleve Danmarks maritime kulturarv!
PROGRAM
Festlighederne starter allerede lørdag d. 19. juli, hvor skibene bydes velkommen og kan opleves i Vejle Havn. Aalekvasen Anna forventer at ankomme søndag d. 20. juli og glæder sig til at møde både nye og kendte ansigter.
Dagen efter starter kapsejladsen og turen forløber således:
21. Juli - Sejlads fra Vejle til Middelfart
22. Juli - Sejlads fra Middelfart til Assens
23. Juli - Sejlads fra Assens til Faaborg
24. Juli - Sejlads fra Faaborg til Marstal
25. Juli - Sejlads fra Marstal til Svendborg
Kom op oplev en historisk kapsejlads og læs mere om programmet her.