Anna fik ’Hollænderpullerter’ og renoveret mastekrave i 2025
Aalekvasen Anna søgte Skibsbevaringsfonden om lov til, at få lavet to nye “hollænderpullerter” før sejlsæsonen 2025.
Hollænderpullert er en pullert placeret ved lønningen 2/3 henne i skibet. Den gør havnemanøvrering endnu lettere, da skibet kan drejes i én trosse om et midtskibspunkt.
Når det er et vilkår for os, at indhente godkendelse fra Skibsbevaringsfonden, skyldes det, at Anna lever op til Skibsbevaringsfondens krav om, udvendigt at fremstå, så tæt som muligt på det historiske skib og de løsninger og materialer, som var realistiske i den epoke skibet er bygget, samt at skibet er udnævnt til Historisk Monument.
Vi argumenterede begrundelsen med, at skibe i samme størrelse fra slutningen af 1800-tallet er set med tilsvarende pullerter (Jensine af Haderslev), så det kunne også have være muligt at Anna havde tilsvarende.
Pullerter og mastekraverenovering blev udført i meget høj kvalitet af Jakob Rasmussen, skibstømrer fra Rønde!
Anna har en stor trebladet propel (Ø 85 cm) med god fremdrift. Dette gør, at skibet trækker til bagbord, når propellen er sat til ’Bak’.
Propellens trækretning justeres, ved at bladene drejes hydraulisk, men uden at rotationsretningen vendes i et reversgear.
Mastekraven på Annas stormast trængte til en grundig renovering i år. En opgave vi også fik udført af Jakob; ny lus (lapning i et stykke træ) i fisken i dækket, og nyt tømmer rundt mastehullet; samt nye og flere kiler i mellemrummet rundt masten. Lærredet i mastekraven kunne vi genbruge og fæstne med en kobberkrans.